lørdag den 22. september 2012

Grundopskrift til lækker pastaret 

Jeg elsker pastaretter, der er hurtige og lækre på samme tid. Kan man et par grundtricks, er det nemt at lave velsmagende aftensmad på rekordtid.



Når man laver simple retter, er det afgørende at vælge gode råvarer. Ingredienserne skal smage af noget! 


Hvidløg, tørret chili og citronsaft og -skal er grundingredienser for mig. 
Og vælg altid en god olivenolie, når du laver simple pastaretter - den gør hele forskellen. 


Svits hvidløg og chili i godt med olivenolie til olien har taget farve og smag. Bruger du basilikum i retten er det genialt at svitse stænglerne fra planten med her, det giver olien en fantastisk smag. 


Vælg altid en god pasta. Så ingen tarvelige skruer fra Fakta. Kog den i rigeligt, letsaltet vand og vær omhyggelig med ikke at give den for meget. Pastaen skal stadig have bid og ikke være helt blød.


Når pastaen er færdig vender du den direkte op i panden med krydderierne og blander den godt op. Riv en god parmesan og hæld saften fra citronen over pastaen sammen med en masser af ekstra olivenolie, salt og peber. Du kan sagtens stoppe her, og retten vil smage fantastisk. Eller du kan tilsætte forskellige andre ingredienser for at variere retten.


Fx bare rucula...eller bagte svampe og oliven


 Eller bagte tomater og svampe


Eller frisk spinat, brønkarse og ricottaost


Hvad end du vælger så husk at blande det hele godt sammen på panden og tilsæt god olivenolie. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar