Den er ikke let at finde denne lille oase. Håndskrevne skilte leder vejen fra Bogazkesen Caddesi ind ad små gyder. - Er det mon her? Vi stikker hovedet ind ad en smal port. - Welcome! Come in, come in. En varm stemme kommer os i møde og trækker os ind i en i en lille, overdækket gårdhave. Hun er smuk, velklædt og omkring 55 år. Hendes øjne stråler og hun smiler uafbrudt mens hun stiller en masse spørgsmål til, hvem vi er og får os installeret ved et bord ved siden af et lille springvand.
Åbent: 8.30 - 20.30 hver dag.
Øjeblikkeligt bliver vi præsenterede for hele familien; datter, bror, svigerinde, niece og nevø. Alle er i gang med et eller andet, og synes samtidig bare at hænge ud. Svigerinden fortæller indlevende om stedet, men må pludselig løbe, da hun kommer i tanke om, at hun har en frittata i ovnen. Deres engelsk er godt og de underholder løbende med anekdoter om stedets historie. Da vi sidder med menukortene tilbyder de straks at lave lige, hvad Ella kunne tænke sig. Det viser sig dog at være helt overflødigt, da Ella med stor tilfredshed afprøver alt på tallerknerne.
Alt lige fra de lune smørcroissanter og den sukkerfrie kirsebærmarmelade til de lune muffins med dild og gedeost oser af familiekøkken og økologisk bevidsthed. Kaffen er god og serveringen til at blive i godt humør af.
Broren tilbyder os at se værelserne. Der er fire styk og de er til leje fra omk. 80 euro for en nat i et dobbeltværelse. Det bliver ikke nogen almindelig fremvisning af hotelværelser, da huset er familiens store passion. Hver en sten har en historie. Bæredygtighed, genbrug og økologi er nøgleord for renoveringen, der har taget mange år og tydeligt fornemmes på husets stemningsfulde atmosfære.
Huset blev oprindeligt bygget i 1899 og stod færdigt i sin første udgave i 1902. Disken i cafeen står på håndskårne løvefødder og har stået i huset siden de første ejere boede her. Væggen bag disken er prydet af tapet af den britiske kunstner William Morris. Det smukke og kostbare tapet er manuelt trykt i smalle baner og forsigtigt sat op udvalgte steder i huset.
Udover at være cafe og hotel rummer det lille, smalle hus også et mindre marked. På hylderne finder man blandt andet håndskåret træarbejder (skærebrætter, bordskånere, serveringstallerkner og olivenskåle), hjemmelavede marmelader og håndvævede tørklæder. To mindre olivenproducenter sender deres olivenolie med færgen fra Tyrkiets asiatiske side til butikken, hvor man kan få tappet en flaske for 16 TL (48 kr), og kommer man igen med flasken er der opfyldning for 13 TL.
Stedet er en ægte oase og stemningen så varm og gæstfri, at jeg nemt kunne bruge en hel dag i gårdhaven, med jævnlige forsyninger af kaffe, sødt og anekdoter.
Heirloom Istanbul
Kuloglu 'mh., Adile Nasit Sokak (G-4 sk) No: 6
Istanbul
Heirloom Istanbul
Kuloglu 'mh., Adile Nasit Sokak (G-4 sk) No: 6
Istanbul
www.heirloomistanbul.com
Åbent: 8.30 - 20.30 hver dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar