Svømmehallen blev det. Det tager faktisk uforholdsmæssigt lang tid (for os) at blive klar til at tage i svømmehallen. Først skal middagsluren lige overstås, så skal man lige have lidt at spise og så skal tasken med badetøj og håndklæder og figenstænger pakkes. Det viste sig at totredjedele af familien ikke kunne finde deres badetøj. Ok, men mit blev pakket og en beslutning, om at købe baby-badebukser på stedet og lade Troels sidde på tilskuerbænken, blev taget. Da vi står i billetkøen med en glad pige, der kan se vandet gennem glasruden og begejstret råber "Baad!", fortæller en let bitter mor, der er i gang med at give sin baby skemad fra glas, at svømmehallen har ændret åbningstider fra 1. Februar - uden at ændre hjemmesiden.
Hvor tager man hen, når man står på Vestegnen søndag kl. 15 med en SÅ turklar (og pakket) famile?
Når udflugtsmålet er lukket må man være
kreative - og det var vi!
Toys'r'us i Høje Tåstrup var øde denne søndag eftermiddag. Gangene bugnede af "prøveeksemplare" på legetøj, og af ting man måtte røre ved! Ikke dårligt at være 1 år og blive sluppet løs i sådan en butik.
Da vi havde samlet lego, krammet bamser og testkørt alt fra dukkevogne til scootere og motorcykler, fandt vi ud af, at IKEA lå på den anden side af gaden, og jo egentlig indeholdt ret meget af det vi lige skulle bruge: spændende ting at lege med og noget at spise!
Det er utroligt, hvilken glæde man som forældre kan få af at se ens barn have det sjovt, hvilket jo nok er noget af forklaringen på at Jenens Bøfhus har kunder, og at der er børn i Fields. Jeg har taget mig selv i at synes det var fedt, da jeg læste på nettet, at der åbner noget, der hedder Dinoland i Roskilde snart.
IKEA-besøget endte med, at vi blev revet med af Ellas begejstring og købte et stort, langt, grønt rør i nylon, der fylder uforholdsmæssigt meget og har den ene funktion, at man kan kravle igennem det!
Det behøver åbenbart, hverken være Den blå planet eller svømmehallen for at være et hit hos Ella. Og vi havde det faktisk også ret sjovt. Jeg tror dog, at jeg foretrækker en tur i glyptotekets vinterhave næste søndag...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar