Jeg elsker dahl! Laves den ordentligt er den springfyldt både med vitaminer og smag. Her er en opskrift med inspiration fra Årstiderne, som jeg er rigtig glad for. Grønsagerne kan varieres efter årstiden, eller hvad du lige har.
Opskrift til 4 personer
1 kanelstang
1 spsk koriander
1 bundt koriander
½ tsk sort peber
½ - 1 rød chili
2 løg
(smagsneutral) olie
½ tsk gurkemeje
600 g blandede grøntsager fx gulerødder, kartofler og græskar
1 citron
salt
1 tommelfingerstort stykke ingefær
1 liter vand
400 g flåede tomater
1 spsk spidskommen
1 tsk sennepsfrø
300 g røde linser
200 g friske tomater
4 fed hvidløg
Skur eller skræl grøntsagerne og skær dem i tern på ca 2x2 cm. Riv hvidløg og ingefær fint.
Kom linser, grøntsager, hvidløg og ingefær i en stor gryde, tilsæt vand og de flåede tomater og lad simre under låg til linserne er møre, ca 20 min.
Rist imens spidskommen, koriander og sort peber på en tør pande til de begynder at dufte og poppe – de må ikke branke. Knus krydderierne til groft pulver i en morter. Hak løgene og skær de friske tomater i tern.
Varm en stor gryde op med 3-4 spsk smagsneutral olie. Tilsæt de stødte krydderier, sennepsfrø, gurkemeje, chili og en kanelstang og vend rundt. Kom løg ved og steg til det tager lidt farve.
Tilsæt de friske tomater og lad simre under låg i ca 10 min.
Vend krydderi-tomat sauteen ned i gryden med linser. Smag til med salt, chili og citronsaft.
Drys med friske koriander og server med nanbrød og yoghurtdressing rørt med friske urter. Jeg serverede en appelsinsalat til, den kommer der opskrift på.
Tip
Det er ikke sværere at lave dahl til mange mennesker/flere dage, end at lave en enkelt portion. Arbejdet ligger i krydderiblandingen og i at få den rette smag frem, og så smager den også godt efter den har været i fryseren. Så gang opskriften op og frem med den store gryde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar