At lave mad hver eneste aften er for selv den gladeste kok indimellem en sur pligt. Måske har det været en lang dag på arbejde, måske skal man både hente børn og i Netto mens børnene er mest trætte. Så kan man lave en stor portion og spise det samme tre dage i træk, men hvor ofte får man reelt gjort det? Vores løsning blev i en lang periode alt for meget take away og alt for mange fantasiløse telefonsamtaler med den ene derhjemme med lille E og den anden med hovedet nede i køledisken.
A: "Hvad skal vi finde på til aftensmad i dag?"
T: "Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
A: "Noget sundt og nemt..."
T "Ja, hvad er det?"
A: "Tja..vi kunne lave noget med det grønkål, der er tilbage fra i mandags.."
T "Åh, synes bare lige vi har fået så meget grønkål.."
A: "Jamen, hvad så?"
T: "Jeg køber bare et eller andet!"
A: "Ok:)"
En halv time senere...
T: "Hej, nu står jeg hernede...hvad med sådan en færdigsuppe?"
A: "Aj, kan vi ikke lave noget ordentligt. Hvad med noget kylling?"
T: "Kylling er bare så dårligt kød, og det økologiske de har er så dyrt!"
A: "Ok..."
T: "Jeg finder på noget...jeg kunne også køre forbi det der thaisted?"
A: "Ok, så bare køb mælk og et rugbrød også. Jeg er nødt til at løbe, vi ses skat!"
Måske er det kun hjemme hos os det er sådan. I perioder med overskud bugner køkkenet af opfindsomme gryderetter og hjemmebagt brød, men når hverdagen ruller og alle er lidt trætte, så drømmer vi om at slippe for at tage stilling til aftensmaden hver eneste dag. Og den drøm er gået i opfyldelse!
Fællesspisning
I vores opgang i Søllerødgade på Nørrebro kender man hinanden, og nu spiser vi endda den samme mad. Søndag til torsdag er der fællesmad kl syv. Det betyder, at der ikke længere bliver løbet stresset rundt mellem fire og seks, fordi der skal købes ind og maden skal nå at blive færdig inden lille E skal i seng. Alle i fællesskabet laver mad til 11 mennesker to gange om måneden hver. Resten af dagene venter man bare på, at der bliver banket på døren og en sød nabo leverer skåle eller tallerkener med lækker mad. Klokken syv er lige sent nok for E at spise aftensmad, så jeg tager som regel noget fra til hende dagen inden, som hun så kan spise i ro og mag næste dag klokken halvseks. Det betyder at hun ikke er en del af vores aftensmåltid i hverdagene, til gengæld har hun en meget afslappet mor, der holder hende med selskab under måltidet, og både har tid til at lege før og efter maden. Det er et valg, og det fungerer! To dage om måneden laver jeg fællesmad og to dage om måneden laver Troels fællesmad. For os betyder det, at vi har hver torsdag. Troels har altid svært ved at nå hjem og lave mad, så for ham fungerer det bedre at lave det onsdag aften. Så kan det varmes og finjusteres lige inden servering.
Retningslinjerne for madlavningen er, at maden er vegetarisk, og at man bruger ca. 200 kr (og jep, det kan sagtens lade sig gøre at lave LÆKKER mad til 11 for 200 kr). Jeg bringer eksempler og opskrifter her på bloggen, så følg med...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar